Montering af vinduer med klikrammer

Rationel søger teknisk supporter

Pressemeddelelse | september 2021

 

”Klikrammer sparer de tungeste løft ved vinduesinstallation”

Klikrammevinduer fra Rationel sparer håndværkerne for at bære hele vinduet i lang tid ad gangen under monteringen. Og så kan de justeres, så de passer til både nye og ældre ejendomme.

Tømrersvend Jacob Lyngsøe og hans tømrerkollegaer fra Carton Byg var overraskede, da de første gang blev præsenteret for vinduer med klikrammebeslag fra Rationel.

Beslagene, der i daglig tale kaldes klikrammer, reducerer nemlig antallet af tunge løft for håndværkerne og er væsentligt lettere at installere end traditionelle vinduer.

– Da vi hørte om det, havde jeg svært ved at forestille mig, at det skulle være så meget bedre at installere end andre vinduer, men nu forstår jeg slet ikke, at det ikke er mere udbredt. Vinduerne med klikrammebeslag har mange fordele, fortæller Jacob Lyngsøe, der har installeret utallige vinduer med klikrammebeslag

Han er i dag tømrerfaglærer på en teknisk skole og betragter Rationels klikrammebeslag som en gennemtænkt og gennemført produktdetalje, der på mange måder forbedrer arbejdsgangen for de udførende.

Tømrerne sparer de tungeste løft

Den største fordel ved vinduer med klikrammebeslag er ifølge tømrerfaglæreren, at det sparer håndværkerne for de tungeste løft under montagen. Vinduet er nemlig konstrueret, så karmen først installeres i murhullet, hvorefter selve vinduesrammen klikkes på plads.

Jacob Lyngsøe hæfter sig især ved den fordel, at tømrerne under selve montagen af vinduerne med klikrammebeslag fordeler vægten ved at installere ramme og vindue hver for sig. 

– Du slipper for at skulle bære det hele på én gang og i lang tid ad gangen. Det gør arbejdsgangen meget lettere. Hos Carlton Byg samarbejdede vi både om at klikke rammer af og montagen. Det går både hurtigere og er mere sikkert, fordi det er nemmere at håndtere og individuelle tunge løft reduceres, udtaler han. 

Vinduerne kan justeres til nye og ældre ejendomme

Det er ifølge tømrerfaglæreren nemt at arbejde med Rationels vinduer og døre. En anden fordel ved vinduerne med klikrammebeslag er, at vinduerne kan justeres på utallige måder. Det er især en fordel, når man skal have vinduer til at passe i ældre ejendomme.

– Normalt sætter man altid et vindue i lodret og vandret position, men hvis du har et skævt murhul i en gammel bygning, så kan Rationels vinduer justeres på rigtig mange måder. På den måde er det meget fleksibelt at arbejde med, afslutter Jacob Lyngsøe.

Kontaktoplysninger

For yderligere information, kontakt

Thomas Christiansen | Produktinstruktør og underviser på vinduesskolen, Rationel
+45 2090 0206 | tch@dovista.dom

Om Rationel

Rationel er et anerkendt kvalitetsbrand inden for facadevinduer og døre. Vores produkter skræddersys efter kundens ønsker og behov og passer både til nybyggeri og renovering. For det blotte øje er alle vinduer og døre måske ens. Sådan er det ikke for os. Vi ser forskellen, og vi er drevet af detaljen.

Rationel har mere end 60 års erfaring med vinduer og døre. Hver dag gør vi os umage for at leve op til kundernes forventninger. Vi tager ansvar både, når det gælder vores produkter og det samfund, som omgiver os.

Rationel er danskejet og indgår i DOVISTA A/S, som består af en række førende døre- og vinduesvirksomheder og brands i Europa. DOVISTA A/S ejes af VKR Holding, der beskæftiger ca. 16.000 medarbejdere i mere end 40 lande. Læs mere om Rationel