En del af et stærkt hold

I over 60 år har vores forretning hvilet på godt håndværk og god kvalitet. Vi har hovedkontor i Herning, men du finder os i hele Danmark via et stærkt netværk af trælaster og byggemarkeder, der forhandler vores produkter lokalt.

Rationel er en del af DOVISTA Gruppen, som består af en række førende brands, der leverer vinduer og døre i Europa. DOVISTA Gruppen er ejet af danske VKR Holding.

Vi arbejder hver især for at bringe lys og luft ind i menneskers hverdag. Vi deler en ambition om at være mønstervirksomheder, der tager ansvar for samfundet. Og mærker hver eneste dag, at vi sammen står stærkere end hver for sig.

​En del af dovista

Rationel er en del af DOVISTA Gruppen, der samlet set er Europas største producent af facadevinduer. Gruppen består af 14 forskellige brands, der alle har stærke rødder i deres lokale marked.

De 14 virksomheder arbejder selvstændigt med deres egen ekspertise, egne produkter og på eget marked. Samtidig indgår vi alle i et stærkt DOVISTA fællesskab. Det betyder, at vi deler inspiration, viden og samarbejde og har den samme forretningsfilosofi om at være en mønstervirksomhed, der tager ansvar for samfundet og udviser ordentlighed.

​Ejet af VKR

Rationel er ejet af VKR Holding A/S, som er en af Danmarks store fonds- og familieejede virksomhedsgrupper. VKR Holding investerer i virksomheder, der bringer dagslys, frisk luft og bedre miljø ind i menneskers hverdag.

VKR Gruppen blev etableret i 1941, og dens virksomheder beskæftiger i dag tilsammen 19.900 mennesker i 38 lande. Manden bag var Villum Kann Rasmussen (1909 – 1993), der var ingeniør, erhvervsmand, opfinder og filantrop.

Den dag i dag sender VKR Gruppen det meste af sit overskud tilbage til samfundet ved at støtte en stribe almennyttige formål i ind- og udland.

Vi vil gøre en forskel

​En del af vores overskud går til Villum Fonden, der støtter en stribe miljø- og klimaformål. Sammen med en række andre fonde med tilknytning til VKR Gruppen bidrager den desuden til forskellige almennyttige opgaver med videnskabelige, kulturelle, kunstneriske og sociale formål. I 2021 uddelte Villum Fonden og VELUX Fonden tilsammen 1,8 milliarder kroner.

Vi bringer lys og luft ind i din hverdag

​Dit indeklima er vores mission. Rationels vinduer og døre er skabt til at lukke dagslys og frisk luft ind i dit hjem. De skal være sunde for mennesker og miljø, produceres under ordentlige forhold og gøre dit hjem behageligt at leve i.