artikelbillede

Professionelle håndværkere har deres egne små kneb til det daglige arbejde. Vi deler nogle af vores egne favoritter her – i hvert fald tre af dem kan bruges til noget fornuftigt.

Sprosser eller ej – brug malertape og undgå ærgerlige løsninger

Et vindue skal passe til huset. Og til udsigten fra både sofa, spisebord og hvor beboerne ellers opholder sig. Derfor kan det sommetider være svært at beslutte, om de nye vinduer skal have sprosser, brede poster eller bare et rent glasfelt. Det, der ser fint ud på en tegning, fungerer ikke nødvendigvis i virkeligheden.

Løsningen hedder malertape.

Sæt smal eller bred malertape på de oprindelige ruder for at give kunden et indtryk af, hvordan et vindue med sprosser eller brede poster vil se ud. Og husk at tjekke det både inde, ude og fra sofaen, så kunden får det helt rigtige vindue og undgår ærgerlige løsninger. Se hvordan her

 

Husk plads til fugen, når du måler

Karmhuller kan være forbløffende skæve. Det samme kan vægge. Og det kan give problemer, hvis vinduerne er bestilt uden ekstra plads til fugen.

En god tommelfingerregel lyder, at vinduets karmmål skal være 24-30 mm mindre end hulmålet på begge ledder. Det giver dig plads til at få vinduet til at sidde pænt, en fuge på 12-15 mm mellem karm og mur og kompensere for eventuelle skævheder i murhul og væg.

Sæt karmskruerne tæt på vinduets hængsler

Moderne vinduer er ofte tunge. Og er de sidehængte, kan vægten lægge en temmelig stor belastning på hængslerne, når vinduerne står åbne. Derfor skal du være særligt opmærksom på hængselsiden, når du monterer sidehængte vinduer.

Tricket er at sætte karmskruerne tæt på hængslerne – både over og under – når du monterer karmen, så den sidder ekstra godt fast i hængselsiden.

Klods op bag skruerne i begge sider karmen. Det fungerer også som en ekstra sikring mod indbrud.

Og brug din tommestok til musketer-tricket

Så tror vi da nok lige, at kunder og kolleger bliver imponerede (eller også gør ungerne i hvert fald.)