artikelbillede

Har du oplevet, at vinduesglasset pludselig har fået en revne, som løber ud fra kanten af ruden? Men hvad er det? og hvorfor skete det? Det kan være det, man i fagsprog kalder et termisk brud eller en termisk sprængning.

Hvad er et termisk brud?

Bruddet opstår, når der er store temperaturforskelle og en uens varmepåvirkning af glasset i din vinduesfacade. Temperaturforskellene skaber spændinger mellem de kolde og de varme områder i glasset, og det er den direkte årsag til det termisk brud. En tommelfingerregel siger, at risikoen for termiske brud øges ved en temperaturforskel på 40-50 grader celsius.

Pas på med at dække vinduet til med puder og gardiner.

Typiske årsager til termiske brud i ruden
  • Slagskygger på glasfacaden
  • Opklæbninger af folie, klistermærker og plakater på glasfladen
  • Tætsiddende rullegardiner, plisségardiner og indbyggede persienner
  • Møbler og puder placeret helt tæt op af syd- og sydvestvendte vinduesfacader
  • Tændte terrassevarmere, havegrill og hyndebokse placeret tæt på vinduet
Ikke dækket af garanti

Et termisk brud eller termisk sprængning er ikke dækket af Glasleverandørens og Rationels garanti.

Hvordan undgår jeg termisk brud?

6 gode råd til at undgå termisk brud

Du kan faktisk selv gøre noget for at nedsætter risikoen for termiske brud.

  1. Undgå at montere dine gardiner for tæt på glasset. Det kan øge varmepåvirkningen og spændingerne mellem de inderste glas og det yderste glas. Især mørke gardiner er kritiske.
  2. Undgå store temperaturforskelle mellem glasfladens midterfelter og yderområder, også kaldet randzone. Det gælder f.eks. gardiner, der kun delvist dækker ruden.
  3. Ved syd og sydvestvendte facader med store glaspartier skal du undgå at placere dine møbler helt op ad ruden. Du risikerer store temperaturforskelle. Sørg for luft mellem sofa og rude.
  4. Klæb ikke selv folie på dine ruder. Det kan umiddelbart virke som en effektiv og nem løsning. Men garantien på glasset bortfalder, og det kræver professionel rådgivning.
  5. Monter aldrig klistermærker og plakater, der ikke er lavet til glasmontage, direkte på glasset.
  6. Vælg hærdet glas til udsatte områder: Hærdet glas tåler meget høje temperaturforskelle og er særdeles velegnet til steder, hvor glasset udsættes for uens og høje temperaturudsving.

 

Hvordan kan jeg se, at det er et termisk brud?

Et termisk brud er kendetegnet ved at have få brudlinjer, som løber i en jævn og ren linje fra glaskanten og ind mod midten af glasset. Bruddet danner en retvinkel både med glassets kant og glassets overflade. Du kan kun genkende et termisk brud på glaskanten.

Sådan opfører et termisk brud sig i praksis

A) Glasset opvarmes og udvider sig.
B) Men opvarmningen er ikke jævnt fordelt.
C) De kolde områder udvider sig mindre end de varme områder, og der dannes  trækspændinger i glasset. (SBi192:1999)

Kilder: Glasindustrien, Glarmesterlauget og Rationel Vinduer

Læs mere om termisk brud