Indbrudssikring af private boliger

Hvornår?

En stor del af indbruddene sker faktisk i dagtimerne, mens beboerne er på arbejde eller i skole og ikke i nattens mulm og mørke. I mange tilfælde har tyven overvåget huset og set, når beboerne er kørt fra hjemmet. Så er der frit spil, indtil de kommer tilbage.

Hvordan?

Der er ingen tvivl om, at vinduerne er den foretrukne indgangsvej. Det sker enten ved at knuse ruden, tage den ud eller bryde vinduet op. Herunder hører også vinduespartier og skydedøre ved terrasser og udestuer. Andre hyppige indbrudsmåder er blandt andet fundne nøgler og bankenøgler, som er special-skårne nøgler, der kan åbne alle låse af samme type.

Hvad stjæler tyven?

Det er først og fremmest kontanter. Bærbare computere har en rimelig værdi hos hæleren, derfor er de også udsatte, det afhænger dog af, om tyven har mulighed for at transportere dem bort uden at blive set. Smykker er nemme at bære væk. Lidt mere besværligt er det at stjæle fladskærme, dyre musikanlæg og designermøbler, men hvis muligheden er der, har disse også en værdi for tyven.

Hvorfor?

Nogle gør det, fordi det nærmest er blevet en levevej for dem. Det gælder primært dem, som går efter fladskærme, dyre musikanlæg og designermøbler. Andre tyve gør det for at skaffe midler til alkohol, piller eller narko.

Hvad kan jeg selv gøre for at undgå indbrud?

  • Sikre døre og vinduer med gode låse og hasper, også i kældre mv.
  • Skilte så meget som muligt med, at alt i huset er mærket og sikret.
  • Efterlade huset så det ser så beboet ud som muligt.
  • Lade være med at efterlade penge eller andre værdigenstande synlige udefra.
  • Lade være med at efterlade værktøj, redskaber, stiger mv. usikrede og frit tilgængelige.
Print
CO2-neutralt website