Nye vinduer kan rykke huse en hel klasse op i energimærkningen. Det viser beregninger fra Rationel Vinduer. Boligejerne kan med andre ord udnytte håndværkerfradraget til at spare på varmen.

Hvornår har du sidst tjekket din boligs energimærke? Eller overvejet, om der kunne være penge at spare på varmeregningen? Nye vinduer vil kunne rykke energimærket på et typisk hus fra 70’erne en hel klasse op. Som regel fra F til E – uanset om det bliver udstyret med moderne energivinduer eller de nyeste lavenergivinduer med tre lag glas. Det viser beregninger fra vinduesproducenten Rationel.

”Et spring fra energiklasse F til E lyder måske ikke videre ophidsende,” siger Thomas W. Hansen, der arbejder som energirådgiver hos Rationel.

”Men det vil faktisk medføre en besparelse på op til 17 procent på varmeregningen i sådan et typisk 70’er hus. Og det er da alligevel noget.”

Ifølge Thomas W. Hansen er det et godt tidspunkt at overveje, om man skal ud og investere i energiforbedringer i hjemmet, nu hvor håndværkerfradraget er blevet genindført. Igen i år kan hver voksen dansker trække op til 15.000 kroner fra i skat, hvis pengene er blevet brugt på arbejdsløn til håndværkere.